|
Dato: 10.10.2009
Vejby-Tibirke Selskabet sluttede sæsonen 2009 af med endnu et Bio Bistro arrangement, lørdag d. 10. oktober. Denne gang var det Mia Okkels, der fortalte om sit arbejde som grafisk designer og om sin tilknytning til Tisvilde-området, hvor hun i begyndelsen havde tilbragt sine sommerferier I Tisvilde Lunde, men nu var blevet en fast lejer af et af husene på Sortebakken i Tisvildeleje.
Mia Okkels har levet et yderst aktivt arbejdsliv, hvor hun har sat sit præg på mange af de fineste bogudgivelser, der er udsendt i Danmark indenfor de sidste 30-40 år bl.a. den meget store og usædvanlig smukke bog Danmarks Havekunst. Et kunstværk i sig selv.
I forbindelse med udgivelsen af Gyldendals store Encyklopædi har Mia Okkels været konsulent på hele billedmaterialet, således at hun har gennemset samtlige illustrationer, der er kommet med i værket, samt sidst, men ikke mindst også set alle de mange billeder, der ikke kom med. Arbejdet med det store opslagsværk var en opgave, der varede i 7 år.
Mia Okkels viste derefter en række bøger frem, som hun havde designet. Hun fortalte helt ned i detaljerne, hvilke mange overvejelser hun havde gjort sig, før hun valgte lige netop den skrifttype, den placering, den farve på papiret o.s.v. Næste gang mødedeltagerne får en bog i hånden, vil de uden tvivl se lidt nøjere på den.
På et helt andet område har Mia Okkels været nyskabende, idet hun engang i Tisvildeleje kom på den tanke, at Staten burde opkøbe nogle af de mange fine smykker, som danske kunsthåndværkere fremstiller. Og så kunne disse smykker lånes ud, når danske kvinder skulle deltage i offentlige arrangementer. Uden tvivl en fin, fin reklame for dansk kunsthåndværk.
Ideen blev omsat til en realitet, der fik navnet ”Smykkeskrinet ”. Kunstfonden har i dag erhvervet 250 danske smykker, der nu kan lånes ud.
Et godt og spændende foredrag som berørte områder, som de færreste vidste ret meget om, men som nu er blevet meget mere nærværende.
Udover foredraget kunne de 21, der var mødt frem, også nyde Bio Bistroens dejlige mad og vin, mens en af Danmarks bedste guitarspillere, Chr. Sievert, spillede sammen med stedets vært, Lars Albertsen.
(klik nedenfor på 'Se mere her' og se indlægget med billeder) Ref. Chr. Friis, form f. Vejby-Tibirke Selskabet Se mere her ![]() Formand: Christian Friis Tlf: 4870 8408 Kasserer og Webmaster: Hans K. Jacobsen Tlf: 4879 5505 |